“At betragte sindet er som at sidde på en bakke og kikke ud over dalen over mod Brecon Beacons. Landskabet er fyldt med marker, gårde, hække og levende hegn. Der er en masse træer – små skove og lunde, og der er også fyldt med dem i hegnene. Og får! Der er selvfølgelig får over det hele – det er jo Wales. Midt i dalen ligger der en lille by halvt skjult af træerne. På den anden side af dalen hæver Brecon Beacons afrundede, hedeklædte småbjerge sig.
Landskabet, eller rettere udseendet af landskabet, ændre sig konstant. Solen flytter sig hele tiden – lys og skygge skifter. Vinden fører skyer af alle størrelser og former hen over himmelen. Skyernes skygger passerer over landskabet, og ændre uafbrudt oplevelsen af dette.
Tunge mørkegrå regnskyer dækker landet. De hænger lavt ned i dalen og dækker alt udsyn. Det er kun den nærmeste mark og et får, der kan ses. Vinden pisker tåge og regn mod ansigtet. Alt er koldt, mørkt og tildækket. Langsomt passerer regnskyerne forbi. Blæsten fører dem bort, river dem lidt efter lidt i stykker. Regnen hører op, og efterhånden titter også solen frem. Alting bliver lyst op af solen – står klart og tydeligt frem.
Og hele tiden er der mig, der oplever!”

Tanker fra et yogakursus en sommer i Swami Nishcalanandas ashram i Wales. Kurset hed Cultivating Wisdom. Noget jeg på det tidspunkt fandt morsomt at hævde jeg havde brug for.